Kissing Spines hos hesten – min erfaring: fra diagnose og tilbage i sadlen

Da dyrlægen viste mig røntgenbillederne af Caspars ryg og for første gang udtalte ordet "Kissing Spines", havde jeg ingen rigtig forestilling om, hvad det ville betyde for os. I ugerne derefter læste jeg virkelig hver eneste erfaring med Kissing Spines hos heste, som jeg kunne finde på nettet om aftenen. Jeg ville forstå, hvad vi gik i møde, og læse om andre, der allerede havde været igennem det. Lige præcis derfor skriver jeg nu vores egen historie ned – ærligt, med alt det, der gik godt, og det, jeg ville gøre anderledes i dag.

Først en vigtig bemærkning: Kissing Spines er en alvorlig diagnose – den skal røntgenfotograferes og følges af en dyrlæge. Det, jeg fortæller her, er min personlige erfaring med én enkelt hest og er ikke en erstatning for undersøgelse og opfølgning hos din dyrlæge.

Sådan startede vores erfaring med Kissing Spines: de første tegn hos Caspar

Caspar er en 13-årig hannoveraner-vallak, som jeg rider dressur på på hobbyniveau. I årevis var han fuldstændig pålidelig. I løbet af en vinter ændrede det sig langsomt. Han blev følsom, når han blev sadlet op, lagde ørerne tilbage og drejede hovedet mod mig. Under sadlen var han ofte spændt efter opvarmningen, og i galopanspringene bukkede han gentagne gange. Han gik ikke længere ordentligt over ryggen, piskede med halen og virkede generelt utilfreds.

For at være ærlig tolkede jeg i starten tegnene forkert. Jeg tænkte på den kolde årstid, på dårlige dage, på hans humør. En overgang overvejede jeg endda, om han bare var blevet stædig. Sadelmageren kom, tilpassede sadlen, og i et par uger gik det lidt bedre – men så kom det hele tilbage. Først da Caspar også gav et spjæt fra sig i ryggen, når jeg striglede ham, gik det op for mig, at det ikke handlede om humør, men om smerte. Ikke at have taget dette alvorligt tidligere, er det eneste, jeg set i bakspejlet virkelig fortryder.

Hvad Kissing Spines hos hesten egentlig betyder

Min dyrlæge forklarede mig det i ro og mag, og jeg vil forsøge at gengive det, som jeg forstod det. Langs hvirvelsøjlen sidder de såkaldte torntappe. Ved Kissing Spines står disse tappe – især i området under sadlen – for tæt på hinanden eller rører hinanden. Det er heraf, navnet kommer: Torntappene "kysser" hinanden. Det kan forårsage tryk og smerte, især når hesten skal hvælve ryggen under rytterens vægt.

Det diagnosticeres ved hjælp af røntgenbilleder. Min dyrlæge mærkede desuden ryggen igennem og testede ved hjælp af lokalbedøvelse, om smerten virkelig kom fra dette område. Jeg bed mærke i en sætning fra hende: Ikke alle heste med et iøjnefaldende røntgenbillede viser også symptomer, og det kan variere fra mildt til markant. Et fund i sig selv er altså ikke hele historien – det kommer an på, om hesten har ondt, og hvordan den fungerer i hverdagen. Det hjalp mig til ikke straks at frygte det værste, men alligevel tage sagen alvorligt. Det er jo et rygproblem og ikke bare en lille skavank.

Hvad vi ændrede – og ikke kun fodringen

Det var den vigtigste erkendelse for mig: Der findes ikke kun én løsning, når det gælder Kissing Spines. Det, der hjalp os, var en kombination af flere tiltag, som vi aftalte i samråd med dyrlægen og fysioterapeuten.

Den medicinske del tog min dyrlæge sig af, og hun behandlede det berørte område målrettet. Sideløbende blev sadlen tjekket grundigt endnu engang, for en sadel, der passer, er helt afgørende her. En hestefysioterapeut behandlede Caspar regelmæssigt og viste mig øvelser, jeg kunne lave med ham indimellem.

Størstedelen af arbejdet lå dog i træningen – og det er en langstrakt proces. Målet var at opbygge rygmuskulaturen på en måde, så der opstår mere plads mellem torntappene, og Caspar igen kan bære sin ryg. Vi arbejdede rigtig meget med frem og ned-søgning, så han kunne hvælve ryggen. Dertil kom jordarbejde, bom- og cavalettiarbejde, longering i den korrekte holdning og gentagen træning op ad bakke. Ridning stod i starten nærmest slet ikke på programmet; jeg gik mange ture med ham og sørgede for, at han fik så meget fri bevægelse på folden som muligt. Det hele gik kun langsomt fremad og krævede rigtig meget tålmodighed. Der var gode dage og knap så gode dage, og jeg måtte lære at tænke i uger og måneder i stedet for de enkelte træningspas.

Sådan blev nuvallo move en del af Caspars hverdag

Under denne intensive opbygningsfase ville jeg desuden støtte Caspar indefra. Det var klart for mig: Når han nu skulle træne hele sin krop på ny, ville led, sener og bindevæv komme på overarbejde. Først prøvede jeg et klassisk ledpulver – og det mislykkedes fuldstændig. Caspar sorterede konsekvent pulveret fra; hver gang lå der en rest tilbage i bunden af krybben, og han spiste simpelthen udenom. Det er netop kerneproblemet med den slags produkter: Det, der ikke bliver spist, kan heller ikke støtte.

Min fysioterapeut anbefalede mig derefter nuvallo move Snacks. Det, der i første omgang overbeviste mig, var det helt praktiske, nemlig at Caspar rent faktisk spiser dem – direkte fra hånden, uden afvejning og uden støvende pulver. En dagsration for en hest på omkring 500 kilo er seks snacks, altså cirka 30 gram. De indeholder blandt andet glucosamin, MSM, kollagen og hyaluronsyre, som netop er de byggesten, der spiller en rolle for led og sener. Basen består af hørfrøkage, risklid og hørfrø og er uden hvede og majs – det var vigtigt for mig, da Caspar også var lidt sart i maven i den stressende periode. Jeg syntes også, at det var praktisk, at disse snacks er ADMR-konforme og ikke har nogen karenstid, for inderst inde havde jeg jo et mål om at tage til stævne igen på et tidspunkt. Siden da har de været en fast del af vores daglige rutine, og jeg har aldrig mere behøvet at spekulere på, om støtten nu også rent faktisk havner i hesten.

Hvordan det går med os i dag – og mit ærlige råd til dig

I løbet af ugerne og månederne har jeg mærket, at Caspar er blevet mere løsgjort. I dag kan han igen sadles op afslappet, og om morgenen virker han mindre stiv end i starten. Jeg har en fornemmelse af, at han generelt bevæger sig mere smidigt og med større glæde. Størstedelen af æren for dette tilfalder for mig helt klart det tålmodige træningsarbejde, behandlingen hos dyrlægen, den tilpassede sadel og fysioterapien. I denne periode var nuvallo move Snacks en byggesten, hvor jeg især var glad for, at Caspar tog imod dem uden problemer.

Det, jeg gerne vil give videre til dig, hvis du selv står ved dette punkt lige nu: Tag de første tegn alvorligt, og få taget røntgenbilleder i tide, frem for at slå adfærden hen som stædighed. Kissing Spines forsvinder ikke af sig selv, og det forbliver et emne, man skal holde fokus på – vi holder konsekvent fast i træning og bevægelse den dag i dag. Og hvis din hest ligesom Caspar befinder sig i en krævende fase, og du gerne vil støtte op om led og sener, men din hest indtil videre har nægtet at spise ethvert pulver, så var nuvallo move Snacks den variant for os, der ikke blev liggende i krybben. En sådan støtte giver under alle omstændigheder kun mening over en længere periode på mindst otte til tolv uger – tålmodighed er uanset hvad det allervigtigste i hele denne proces. Hvis accepten hidtil har frustreret dig lige så meget som mig, kan det efter min mening godt betale sig at teste dem af.